Skip to the content

Hvem er Frank Gehry

Frank Gehry hører til de mest kendte, anerkendte og respekterede arkitekter i verden. Han står bag en række bemærkelsesværdige bygninger og planer for områder på mange forskellige kontinenter.

Bygningsværker som Walt Disney Concert Hall i Los Angeles, Fred and Ginger (eller ’det dansende hus’) i Prag og Guggenheim Museet i Bilbao, Spanien, har gjort Frank Gehry verdenskendt. Et fællestræk ved mange af Frank Gehrys bygninger er deres svungne, organiske former og det faktum, at de fremtræder som kunstværker i sig selv.

Frank Gehry ser dog sig selv som byplanlægger snarere end som arkitekt, sagde han i et foredrag på Columbia University i New York i 2005. Som byplanlægger laver han bygninger, der ændrer byer, og han laver planer for områder – seks til syv om året. Eksempelvis har han også arbejdet med en plan for området Atlantic Rail Yards i Brooklyn, New York.

Ud over bygningsværker og områdeplaner har Frank Gehry også designet møbler.

Frank Gehry blev født 1929 i Toronto, Canada, hvor han voksede op. Sit voksne liv har han tilbragt i USA. Som 25-årig blev han uddannet arkitekt fra University of Southern California, og efterfølgende studerede han byplanlægning ved Harvard University. I 1962 grundlagde Frank Gehry sit første arkitektfirma i Los Angeles. Los Angeles er også hjemsted for hans nuværende firma, der er et partnerskab dannet i 2002.