Rejsegilde fredag den 7. april kl. 13

06-04-2017



Nysgerrige borgere, som jævnligt runder byggerierne på ByensHavn, undrer sig måske over, hvor hurtigt det kan lade sig gøre at rejse en bygning. For lidt over en måned siden var der en tom grusplads, hvor P-huset nu er ved at rejse sig som en vældig bygning i seks etagers højde.

Nu skal der være rejsegilde. På fredag serverer entreprenøren C.G Jensen buffet med drikkevarer. Alle interesserede er indbudt, for der er noget af fejre.

Byggeriet går efter planen. I midten af maj står råhuset færdigt, og så begynder arbejdet med detaljerne. Indretningen af P-dækkene, montering af elevatorer, strøm og lys.

- Huset står klar til at blive taget i brug i  begyndelsen af november. Vi glæder os til at kunne indvie et parkeringhus, som er i en klasse for sig, siger formand for teknik- og miljøudvalget, Frode Sørensen.

Konstruktionen er et godt eksempel. I stedet for et hus i beton har man valgt en stålkonstruktion, med parkeringsdæk bestående af betonplader, der hejses på plads med kran. Det gør det lynhurtigt at rejse bygningen uden nogen form for støbearbejde på pladsen. Udvendigt beklædes bygningen med støjafskærmning. Aller yderst monteres et gitter i cortenstål, så klatreplanter, der skal pryde bygningen året rundt, har noget at gribe fat i.

Og bygningen er lys og luftig, det gør det muligt at spare mange penge, fortæller næstformanden i udvalget, Inger Plauborg .

- Den åbne struktur betyder, at det ikke er nødvendigt at indbygge anlæg til brandbekæmpelse. En bilbrand kan ikke brede sig, fordi temperaturen ikke kan nå op på niveau for selvantændelse. Det er med til at spare mange penge på bygningen. 

I stedet ham man investeret i et tagdæk, som gør det muligt at anlægge en grøn oase på toppen til glæde for kollegiet og områdets beboere. Det kræver dog ekstra midler, som kommunen vil søge via fonde. 

Rejsegildes program

Velkomst og tale v. Frode Sørensen, fmd. teknik- og miljøudvalget
Tale v. Hans Jørn Kühn, projektchef C.G. Jensen
Fri buffet og drikkevarer.

Byggepladsen finder du for enden af Helgolandsgade.

Sønderborg Havneselskab A/S | Alsion 2 | DK-6400 Sønderborg | T: (+45) 2055 1650 | E: info@byenshavn.dk