Byrådet har på tæt hold set, hvordan Multikulturhuset begynder at tage form

13-08-2016


Bibliotekar Carsten Nicolaisen forklarer om indretning og muligheder.

Byrådsmedlemmerne i Sønderborg tog i dag lørdag den 12. august i øjesyn, hvordan byggeriet af kommunens største enkelt-investering i år begynder at tage form. Byrådet besøgte byggepladsen for Multikulturhuset og fik en gennemgang af, hvad visionen er med Multikulturhuset, hvad pakhus og nybyggeri skal indeholde, og hvordan de mange aktivitetsmuligheder forventes at tiltrække flere end 1.000 borgere hver dag fra september næste år, hvor Multikulturhuset bliver indviet.

Især rundgangen i det gamle pakhus var en stor oplevelse. At blive mødt af duften fra en mange gamle trækonstruktioner i det kommende tyske bibliotek og se dimensionerne i disse var en helt speciel oplevelse, ligesom både indretning og udsigt fra Kunstskolen i pakhusets øverste etage vil blive en meget attraktiv ramme for den kunstneriske udformning.

- I 2007, altså for snart ti år siden, begyndte vi at snakke om nyt bibliotek i Sønderborg, og jeg synes, at den lange proces og planlægning af Multikulturhuset har været rigtig god for resultatet. Det er virkelig gennemtænkte løsninger, vi er nået frem til, fremhævede stadsbibliotekar Carsten Nicolaisen forud for rundvisningen, som kommunes byggesagkyndige, Anders Lyngby stod for.

Sikret imod forhøjet vandstand
I nybyggeriet lægges ude fra mærke til, at gulvhøjden er noget højere end terræn, og det synliggør, at nybyggeriet på havnen sikres imod oversvømmelse ved at blive opført med en gulvhøjde 3,5 meter over daglig vandstand. Også Nørre Havnegade bliver hævet som en del af færdiggørelsen.

Inde fra det åbne hjørne af byggeriet ligger det kommende café-område – med et flot udsyn til broen og Alssund. Man har ikke svært ved at forestille sig et levende terrasseliv i forskellige niveauer mellem vandet og Multikulturhuset. Desuden bemærkes, hvordan dialogen med det lokale handicapråd i Sønderborg også sikrer handicapvenlig adgang til det kommende Multikulturhus.  

Inventar-udbud
Til april næste år er selve byggeriet afsluttet, og herefter skal byggeriet indrettes i detaljer med vægge, farver og akustiske elementer. I denne uge har kommunen sendt inventar-opgaven i udbud, og i oktober-november afgøres det, hvem der vinder udbuddet.

- Vi lægger vægt på, at tilbudsgiverne også kommer med ideer og impulser til brug af digitale virkemidler og til at formidle de ypperste fortællinger om Sønderborg i en kvalitet og med en kreativitet, som vil aftvinge respekt. Dem som har set Kongernes Jelling kan gøre sig en forestilling om det niveau, vi ønsker, fortalte direktør Inge Olsen, Sønderborg Kommune, til de fremmødte byrådsmedlemmer.

Rejsegilde 12. september
Borgerne får lejlighed til at besøge byggepladsen, når der er rejsegilde på Multikulturhuset den 12. september.

 

Sønderborg Havneselskab A/S | Alsion 2 | DK-6400 Sønderborg | T: (+45) 2486 7463 | E: info@byenshavn.dk