Rå beton med en rillet overflade

15-06-2018


Beton-folkene har indledt arbejdet ved spa-indgangen.

Arealerne omkring Alsik bliver med beton som gennemgående belægning. Den støbes i 25 centimeters tykkelse med en rillet overflade skabt af en kost, som ved afslutningen på støbningen bliver trukket gennem den våde beton.

Entreprenørfirmaet A. Enggaard A/S har indledt arbejdet for Sønderborg Havneselskab, som har udviklet planen for arealerne i samspil med arkitektfirmaet SLA.

Beton er valgt af to årsager. Dels er der brug for, at også tunge køretøjer kan køre på en del af arealet, herunder på Bitten & Mads Clausens Plads, dels er beton en robust belægning, som er almindelig i havnesammenhænge, netop fordi den kan klare store belastninger.

Derfor er der også valgt en kostet overflade, så den ikke fremstår for fin og poleret. Måden at trække kosten gennem betonen på sikrer den lidt rå karakter.

Felterne vil også fremstå forskellige, alene af den årsag, at beton er et levende materiale der opfører sig forskelligt, afhængig af den temperatur der er, når den bliver støbt, og afhængig af præcis det tidspunkt i størkningsprocessen, der bliver kostet. Hertil kommer, at felterne får forskellige størrelser og dimensioner.

Den grønne beplantning på arealerne, som man begynder at anlægge til november, vil give en kontrast der får den grå og lidt rå beton til at fremstå endnu flottere.

Sønderborg Havneselskab A/S | Alsion 2 | DK-6400 Sønderborg | T: (+45) 2486 7463 | E: info@byenshavn.dk