En tur gennem hotellet primo februar 2018

06-02-2018


Billedet er fra hotellets 10. etage.

Når der om 12-14 uger tages fat på at lægge de færdige gulve i de nederste etager af hotellet, bliver der stadig støbt beton-slidlag på gulvene øverst i tårnet og i spa-området.

Så vidt spænder indtrykkene på en rundtur i hotellet ultimo januar 2018.

Malerarbejdet nærmer sig sin afslutning i stueetagen, og på 1. og 2. sal. Der resterer kun lidt installationsarbejde før lofterne kan monteres og gulvene lægges på. I de øverste etager mødes man til gengæld af rå beton, og det samme er tilfældet i spa-bygningen.

Ca. 120 mand er beskæftiget på byggepladsen, hvor status for tårnarbejdet er, at udsigtsetagen bliver færdig medio februar. Hotellet vil være i færdig højde og lukket af for regn omkring månedsskiftet februar-marts 2018.

Spa

På en rundtur starter vi i spa-bygningen, som får offentlig adgang fra Nørre Havnegade. Straks inden for døren kommer receptionen til højre og en butik til venstre, hvor man bl.a. vil kunne købe badetøj og spa-produkter. Lidt længere fremme er der omklædningsrum, inkl. rum til familier og handicappede. For sidstnævnte er der tænkt på adskilte kabiner for evt. hjælpere.

Spa-området byder på et utal af oplevelser; bl.a. et stort område til fitness, tekno-gym og yoga samt et spille- og aktivitetsrum til teenagere. I stueplan er der et areal sat af til de allermindste, hvor der vil være pasningsmulighed, mens forældrene forkæles i spaen. Her kan de voksne bl.a. bevæge sig ud på et udendørs terrasseområde med pool, som endnu ikke er etableret. Det gøres der forberedelser til at anlægge i første halvdel af februar, ved at nedramme 20 pæle og derpå støbe fundament.

Murerne har været i gang med lecablokkene på første sal og rykker op på anden sal i spaområdet i de kommende uger. Den etage vil indeholde spa-attraktioner og behandlerrum, samt et relax-område og et særligt terapibassin.

Fra spa-områdets 1. sal går vi over i hoteldelen, hvor hotel-ledelsen får sine kontorer. Her er malerarbejdet afsluttet, og lokalerne fremstår lyse og venlige. Lidt længere fremme viser et større hul i væggen, hvor en gangbro fra parkeringshuset på den modsatte side af vejen, fører ind i hotellet. Herfra kan gæster enten tage trappen til receptionen, benytte en elevator direkte til værelset, eller gå lige frem til konferencesalen

I det store konferencerum sikrer en 17 tons stor stålkonstruktion, at alle har frit udsyn til talerstolen, og her er salens gulv klar til at få lagt slidlag. Imens er malerne allerede er i fuld gang på 2. sal, hvor også hotelværelsernes gipslofter er klar til at blive lagt op, så snart installationerne er på plads. Værelsesgangen på 2. sal ud mod Nørre Havnegade er bredere end alle øvrige værelsesgange i hotellet, da det bliver den gang hotellets gæster vil bruge, når de går fra deres værelse til spa og wellness.

Op gennem Alsiks tårn 

Hoteltårnet snævrer ind og bliver mindre i omkreds, i takt med at man bevæger sig opad. Antallet af værelser pr. etage bliver derfor også færre, indtil man kommer til 10. etage. Fra 10. etage og op har tårnet samme dimension, og fra denne etage er der faktisk kun plads til værelser på tre sider af elevator kernen.

Når man sådan bevæger sig op gennem etagerne, får man et godt indtryk af arbejdsrytmen. Nederst er gulvene belagt med slidlag. På de næste etager er der lagt rør til vand og varme. Så følger etagerne, hvor afløb til badeværelse er monteret, og hvor de præfabrikerede badeværelser med fliser står klar. Og længst oppe er der endnu kun rå beton, mens elektrikere er i gang med at etablere strøm.

I trappetårnet er brandtrapperne belagt med tykke stormønstrede tæpper på trapperne. De er midlertidigt lagt på, for at beskytte de færdige betontrapper mod skader. Man bemærker, at der er isat flugtvejs- og branddøre fra trappen ind på alle etager, hvilket er et sikkerhedskrav. Også branddørene er dog midlertidige, og derfor købt brugte og med de tidligere ejeres logoer på, f.eks. ”Rebild Efterskole” som tydeligvis har leveret et par stykker.

På 5. etage er arbejdet med slidlag ved at blive afsluttet. Tømrerne har gjort forarbejdet med at føre skillevæggene så langt ned, at betonen kan støbes op, og danne absorberende lydisolering mellem værelserne, og ud til gangene. Når slidlaget er lagt, fortsætter installationsarbejderne i væggene.

På 10. etage kan man stadig se kanalen til ventilation, som også skaber overtryk, skulle der opstå brand i hotellet. Kanalen går uhindret helt til bunden under hotellet og er herfra støbt som en kanal videre ud mod Nørre Havnegade, hvor den ender i en åben skakt til det fri. Alle etageadskillelser er dimensioneret med brandisolering, og på 12. etage ses, hvordan man har suppleret med yderligere isolering mod brand, inden de afsluttende loftsplader sættes på plads.

Udsigten fra 15. etage.

15. etage er på nuværende tidspunkt en luftig oplevelse. Ikke kun fordi der endnu ikke er monteret vinduer, men også fordi der ikke er så mange skillevægge og badekabiner som på de øvrige etager. Forklaringen er at 15. etage skal indrettes med hotellets bedste og største suiter, som individuelt indrettes i forhold til udsigten. Alt bliver bygget på stedet, til forskel fra de øvrige etager hvor der bl.a. bruges indflytningsklare moduler.

På 16. etage er håndværkerne snart færdige med den ikke opvarmede udsigtsetage, hvortil der bliver offentlig adgang. I de kommende uger afsluttes byggeriet af de to øverste og sidste etager samt det endelige tag, hvorefter hele hotellet er lukket for indtrængende vand. 

Sønderborg Havneselskab A/S | Alsion 2 | DK-6400 Sønderborg | T: (+45) 2486 7463 | E: info@byenshavn.dk