Byens bedste og mest besøgte hus

06-02-2018



I to uger i november var 49.387 inde for at se, låne og opleve. Besøgstallet i december var 44.002, og i januar i år har 54.303 brugt huset. Tallene er pænt større end forventet.

- Politikerne fortjener stor ros ikke kun for Gehry-planen men især for, at man har holdt fast i visionen med Byens Havn om at skabe en bydel med blandet byggeri med boliger, erhverv, kollegium, parkeringshus, Multikulturhus og hotel. Tilsammen bidrager dette blandingsforhold til at gøre en væsentlig og attraktiv forskel for os, som er i bydelen men især for gæster, som kommer til Sønderborg, siger stadsbibliotekar Carsten Nicolaisen.

Multikulturhuset er i høj grad Byens Havn. Og jeg synes allerede nu, vi kan sige, at Byens Havn er et vækst-signal. Det gælder om at fortælle historien – og historierne om Byens Havn, lyder opfordringen fra Carsten Nicolaisen.

Kunst, kultur og læring binder Sønderjyllands Kunstskole, Det tyske Bibliotek og Biblioteket Sønderborg sammen med hver deres kulturelle force. Og firmaet der driver cafeen i Alsion har også cafeen i Multikulturhuset. Allerede nu kommer flere og læser de daglige aviser i cafeen, end der gjorde på Kongevej. Med udendørs-terrasserne skal der nok blive god gang i den til sommer.

Et rums-biblioteket, som det fungerede på Kongevej, er afløst med et bibliotek i flere afsnit, i moderne versioner og byder på oplevelser, viden og lokale historier, kreative vækstlag, pitstop for unge, musikzone med aktuelt om musiklivet i Sønderborg, kunstudstillinger og med sal- og mødelokaler til foreningers brug. Multikulturhuset har potentiale til at skabe frirum og uformelle mødesteder – og har visionen om at være arena for demokrati og aktivt medborgerskab.  

Sønderborg Havneselskab A/S | Alsion 2 | DK-6400 Sønderborg | T: (+45) 2486 7463 | E: info@byenshavn.dk