Alle er velkomne på Alsik byggeplads 28. april

21-04-2017


Sidst der blev fejret en milepæl på byggeriet var den 3. juni 2016, da bundpladen under hotellet blev støbt. Siden da er meget sket, og Alsik hotel og spa skrider frem som planlagt. Det fejrer Bitten & Mads Clausens Fond ved, sammen med A. Enggaard A/S, at inviterer alle interesserede borgere til et besøg på byggepladsen den 28. april mellem kl. 13-15.

Under besøget vil Jesper Koch være vært ved smagsprøver på den mad, som han planlægger at servere i Alsik’s restauranter. Sammen med maden og en lokal most, kan den smukke udsigt over Alssund nydes fra stueplan i Alsik. Her vil der i 2018, når hotellet åbner, ligge reception, hotelbar og to restauranter.

Besøgende på byggepladsen kan endnu ikke komme op i Alsik’s tårn. Den del af byggeriet må studeres nedefra, hvilket til gengæld kan ske på tæt hold når man går ind i byggeriet, dér hvor den fremtidige hovedindgang kommer til at ligge.

Besøgende der kommer til arrangementet i bil anbefales at parkere overfor is-boden eller ved Sønderborg Slot, og gå det sidste stykke til fods.

Under arrangementet vil der være mulighed for en snak med projektdirektør i Bitten & Mads Clausens Fond, John Knudsen, og projektleder hos A. Enggaard, Christian Bak, som begge er til stede på byggepladsen.

Der vil være billeder som viser hvordan det færdige hus forventes at se ud. Desuden afspilles korte film af, hvad der er sket på grunden siden 2015. 

Sønderborg Havneselskab A/S | Alsion 2 | DK-6400 Sønderborg | T: (+45) 2486 7463 | E: info@byenshavn.dk