Byens Havn bliver nu et officielt bydelsnavn

20-04-2017


Den nye bydel er afgrænset af den røde linje

Teknik og miljøudvalget i Sønderborg Kommune har med baggrund i et forslag fra en borger om at ændre vejnavnet Nørre Havnegade til vejnavnet Byens Havn besluttet, at Byens Havn ikke kun skal være et vejnavn men et områdenavn/stednavn. Den nye bydel med det officielle navn Byens Havn omfatter Gehrys masterplan og det tidligere kaserneområde.

Det betyder bl.a., at der relevante steder kan skiltes med Byens Havn, samt at navnet vil være tilgængeligt på GPS.

Adm. direktør i Sønderborg Havneselskab, Michael Saxtorph, er særdeles tilfreds med beslutningen.

- Projekterne på havnen gør Sønderborg til en go-to destination, der styrker byens tiltrækningskraft i rigtig mange sammenhænge, så for Havneselskabet er det prikken over i’et, at hele området får sit eget bydelsnavn, siger Michael Saxtorph.

 

Andre vejnavne-ændringer

Politikerne har også besluttet andre ændringer i området. Med forlængelsen af Nordvang er der skabt en vej fra krydset Arnkilgade/Vestermark/Ringgade og ned til Helgolandsgade. Denne navngives fremover Nørre Havnegade og kræver ikke ændrede adresser. Vejnavnet Nordvang udgår, da der ikke findes nogen ejendomme på denne strækning. 

Også vejen fra Sergentskolens sportsbane til Møllestedgård/Vestermark skal have et nyt vejnavn.

 

På denne strækning er der kun 3 ejendomme, som skal skifte adresse. Der er tale om to virksomheder samt Sønderborg Forsynings rensningsanlæg. Af historiske årsager, har de to virksomheder ikke korrekte vejnumre, hvorfor der under alle omstændigheder er behov for at ændre disse vejnumre.

 

Forvaltningen vil gå i dialog med de to virksomheder og Sønderborg Forsyning om ændring af vejnavnet. Et forslag til et nyt vejnavn i denne dialog kunne være ” Under Broen”.

Sønderborg Havneselskab A/S | Alsion 2 | DK-6400 Sønderborg | T: (+45) 2486 7463 | E: info@byenshavn.dk