Kollegiebyggeriet

150 fleksible og bæredygtige kollegieboliger

Kollegiernes Kontor, Sønderborg bygger et nyt kollegie med cirka attraktive 150 boliger på Sønderborg Havn. Det nye kollegie skal erstatte 161 eksisterende boliger, som er placeret på to kollegier i Sønderborg udkant. Disse kollegier overdrages til en Boligforening.

Fra kollegiet er der få minutters gang/cykling fra Syddansk Universitet, Alsion. Det får den nye havnebydel som sin baghave, og området vil om få år summe af liv og være et af Sønderborgs mest spændende områder.

Kollegiet skal danne en hjemlig ramme om et trygt og aktivt ungdomsliv. En ramme, der understøtter sociale fællesskaber og samtidig imødekommer den enkeltes behov for privatliv og ro.

Kollegiet skal bidrage til livet i området og invitere til interaktion med kvarterets øvrige beboere og faciliteter. Samtidig skal kollegiet være et naturligt samlingspunkt for unge studerende med studiedrømme.


Det 6.000 kvm store byggeri kommer til at bestå af 150 fleksible og bæredygtige kollegieboliger samt fællesarealer. Projektet er udviklet af aarhus arkitekterne A/S, entreprenørvirksomheden Bo Michelsen A/S, Arkitekterne Blaavand & Hansson A/S og rådgivende ingeniør Sweco A/S.
 

Vinderforslaget er båret af et princip om fællesskab for at forhindre, at unge studerende ender i ensomhed. Vinderforslaget beskriver således etableringen af humane boliger i et univers af fælles faciliteter, knudepunkter og væresteder. Men – også med plads til privatliv.


-  Det største problem for mange studerende i øjeblikket er mangel på sociale fællesskaber. Med udgangspunkt i en fællesskabsaktiverende strategi har vi bestræbt os på at gøre husets fællesrum og birum til byggeriets primære rum, fortæller konkurrenceansvarlig arkitekt Niels Bondrup Jensen, aarhus arkitekterne.
 

Intern tværfaglighed en stor styrke
Bygningen fremstår som en L-formet karrébebyggelse på hjørnet af Nørre Havnegade og Helgolandsgade med facade i røde mursten.

Arkitekturen taler både til den nære og menneskelige skala og til den store by- og havneskala, som bygningen bliver en vigtig del af. Fællesrum og terrasser er placeret forskudt på de forskellige etager op gennem huset. Dette princip sikrer dynamik op gennem bygningen, hvor livet i fællesområderne eksponeres og opmuntrer beboerne til at deltage i de sociale aktiviteter. 

-  Vi har arbejdet med flerfunktionalitet for at promovere sammenhold og fælleskultur. På den måde bliver et vaskerum koblet med et fælleskøkken og et aktivt gårdrum udenfor pludselig et oplagt sted til at socialisere og skabe nye relationer med husets øvrige beboere, siger Niels Bondrup Jensen fra aarhus arkitekterne.

Både den landskabelige del af vinderforslaget samt planen for selve kollegiebygningen er skabt internt hos aarhus arkitekterne i et tæt samarbejde mellem tegnestuens skitserende arkitekter og dens landskabsarkitekter. 

Human skala og sammenhængskraft
Det hjemlige udtryk er betonet via et vilkårligt facadeudtryk. Klyngedeling bruges til at underopdele facaden, der skiftevis trækkes frem og tilbage. Tilsvarende er en systematisk, stram vinduessætning, som ofte ses på større, sammenhængende byggerier, fraveget til fordel for en mere vilkårlig facadekomposition, hvor der veksles mellem forskellige vinduesstørrelser.


-  Vi har rettet fokus på det, man kan kalde human skala.  Omdrejningspunktet har været at skabe sammenhængskraft. Sammenhængskraft mellem de enkelte beboere på kollegiet. Men også sammenhængskraft mellem selve kollegiet og det omgivende byrum og byens øvrige borgere, forklarer Niels Bondrup Jensen.
 

Sønderborg Havneselskab A/S | Alsion 2 | DK-6400 Sønderborg | T: (+45) 2486 7463 | E: info@byenshavn.dk