Hotellet

Nord for det centrale torv er det planen at opføre et nyt hotel med 250 store værelser mellem Nørre Havnegade og Alssund.  Hotellet indrettes efter et nyt Water-Park koncept som forventes at tiltrække store og brede målgrupper som børnefamilier, konferencearrangører, par- og vennegrupper.

Vandpark

En stor indendørs vandpark er hovedattraktionen. Indholdet skal tillokke forskellige kategorier af besøgende og kommer til at tilbyde alt fra leg, sport og motion til ro, afslapning og wellness. Ud over badeanlægget vil der være et område med flere saunatyper med forskellige temperaturer, luftfugtighed og miljøer, varierende typer af brusere, pools og relaxrum. En Wellness-afdeling indgår også i konceptet og vil være rettet mod især at tilfredsstille gæsternes behov for pleje og afkobling.

Møder og konferencer

I hotellet er der også en konferenceafdeling, der er tænkt dimensioneret til ca. 2.000 kvadratmeter. Det gør det muligt at skabe møderum for både store og små grupper. Her findes en multihal med plads til 800 spisende eller 1.800 stående gæster til f.eks. koncerter, konferencer, messer og udstillinger.

Andre aktiviteter

I hotellet vil der også være andre aktiviteter såvel om dagen som om natten. For fysiske aktiviteter findes for eksempel gymnastik, bowling, billard, simulatorer, "game room" for børn og meget mere. Andre mere kulturelle udbud er musik, show, dans, natklub, biograf m.m. Alt udgør en attraktion for indkvarteringsgæster men også for lokale.